Hårlev er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
To sigtet efter brug af ukrudtsbrændere
Fredag blev to mænd sigtet for overtrædelse af beredskabsloven efter at have brændt ukrudt af. Fredag klokken 12.23 fik politiet en anmeldelse om, at der var ild ved en ejendom på Tjørnevej i Fensmark, hvor en 78-årig mand havde brændt ukrudt. Ilden havde fået fat i dækkenet til en grill, som brød i brand, og ilden bredte sig til et udhæng på huset. Ilden blev dog hurtigt slukket, så der skete ikke større skade.
Lidt senere fredag eftermiddag blev politi og brandvæsen kaldt til Johansgade i Haslev, hvor der var udbrudt brand i et skur. Her var det også brug af en ukrudtsbrænder, der havde startet branden. Et hjørne af skuret blev sodskadet, og en 40-årig mand blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.
Læs mere om forsvarlig og rigtig brug af ukrudtsbrændere på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.
VÆGGERLØSE: Tårnhøj promille kostede bilen
Politiet fik fredag klokken 14.55 en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld på Hasseløvej, hvor en bil var kørt ind i en have og landet på et stengærde. Føreren af bilen var en 59-årig mand fra lokalområdet, og en alkometertest viste, at han have en promille, der var tårnhøj. Resultatet ændrede sig ikke til hans fordel, da testen blev gentaget nogle minutter senere, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. På grund af promillens størrelse blev den 59-åriges førerret inddraget og hans bil beslaglagt på stedet.
NÆSTVED: 28-årig havde hash
En patrulje fra lokalpolitiet slentrede fredag eftermiddag en tur i Rådmandshaven ved Susåen. Her mødte betjentene flere personer, og en af dem råbte til de andre, at politiet var der, så gruppen blev opløst. En af de tilstedeværende henvendte sig diskret til den ene af betjentene og forklarede ham, at han ikke kunne købe noget, for politiet var der… En 28-årig mand viste sig at have 5,3 gram hash i fire små kugler på sig, og han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
MARIBO: Sigtet for trusler efter vejvrede
En 28-årig mand blev fredag aften anholdt og sigtet for blandt andet trusler. Det skete, efter at han havde konfronteret en anden trafikant, som holdt stille ved afkørslen fra Sydmotorvejen ved Maribo, fordi han var utilfreds med den andens kørsel. Den 28-årige havde taget en mukkert med, da han stod ud af sin bil, og truede med at smadre den andens bil. Lidt senere bemærkede politiet den 28-årige, som holdt i sin bil på Tjennemarkevej ved Stokkemarke. Da han så politiet, satte han i gang og kørte ned ad en markvej og fortsatte – nu med politiet i hælene – ud gennem flere marker, inden han standsede i en kartoffelmark. Den 28-årige virkede påvirket af stoffer, og han havde ikke noget kørekort, så han blev sigtet for narkokørsel, kørsel i frakendelsestiden og for ikke at rette sig efter politiets anvisninger. Ejeren af bilen blev sigtet for at overlade den til en person uden kørekort. Politiet fandt to små poser med i alt 2,75 gram amfetamin i bilen, så den 28-årige blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han blev afhørt på politistationen i Nakskov, inden han blev løsladt igen klokken 20.42.
GEDSER: Narkopåvirket og med stoffer i bilen
Fredag klokken 20.30 kontrollerede politiets udlændingekontrol de rejsende, som kom i land fra færgen i Gedser. En narkometertest af 28-årig mand fra Gedser, som kom i sin bil, viste, at han var påvirket af cannabis, og derfor blev han anholdt og sigtet for narkokørsel. Der var en 27-årig kvinde fra Haslev med i bilen som passager, og hun havde 3,6 gram hash, 1,1 gram skunk og en joint på sig, så hun blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
HASLEV: Sigtet for vold efter slagsmål
To 17-årige kom natten til lørdag op at toppes ved en privat fest i Skuderløse, og det endte med, at den ene, der er fra Haslev, blev slået i ansigtet med en flaske, så han fik skader på tænderne. En række vidneudsagn pegede i retning af en 17-årig mand fra Næstved, som blev anholdt på sin bopæl klokken 2.50 og sigtet for kvalificeret vold. Den 17-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt i overværelse af de sociale myndigheden. Han blev løsladt igen klokken 4.00.
MARIELYST: Uro på gaden – to sigtet efter ordensbekendtgørelsen
Lørdag klokken 2.17 fik politiet en anmeldelse om, at et par ungersvende drog råbende og småhærgende gennem Marielyst. De havde væltet nogle skilte og nedlagt en flagstang undervejs, og politiet fandt kort efter frem til dem. Det var to mænd på 21, den ene fra Ølgod og den anden fra Nørre-Nebel, og de blev begge to sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
MARIELYST: Politiet efterlyser vidner
En kvinde blev lørdag nat omkring klokken 1.00 overfaldet af mand, da hun gik på Holmegårdsvej mellem Druevej og Blåbærvej. Manden tog fat i hendes arm, så hun mistede balancen og faldt, og han råbte og truede hende, mens han gramsede på hende. Han blev dog skræmt, da der kom en bil forbi, og stak af. Politiet har registreret sagen som et voldtægtsforsøg, og gerningsmanden beskrives som ca. 40 år gammel, omkring 175-180 cm høj. Han var almindelig/kraftig af bygning og meget solbrun i huden. Han havde sort hår og talte dansk, og han havde en hættetrøje med hætten trukket op på.
Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har oplysninger til sagen. Ring til politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.
RØDBYHAVN: Havde 0,5 gram kokain
En narkohund fra Toldstyrelsen var lørdag aften på arbejde i Rødbyhavn. Her snusede hunden sig frem til en 48-årig mand, der var ankommet med en Flixbus, og det viste sig, at han havde en lille pose med 0,5 gram kokain på sig. Den 48-årige, der var fra udlandet, blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og står nu til en bøde på 3.000 kroner.
NÆSTVED: Larmede op
En 32-årig mand fra Næstved fik et par timer i detentionen lørdag morgen. Han blev anholdt klokken 4.30 i Ramsherred i Næstved, hvor han havde en støjende og larmende adfærd, og han blev ved med at blande sig i politiets arbejde. Han afviste også at oplyse navn og fødselsdag, da politibetjentene spurgte efter det, og derfor blev han taget med til politistationen, hvor hans identitet blev fastlagt. Den 32-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og retsplejeloven og blev løsladt igen klokken 6.30.
GEDSER: Mand havde indrejseforbud
Søndag eftermiddag klokken 15.45 blev en udenlandsk 33-årig mand standset af politiet udlændingekontrolafdeling ved indrejsefeltet i Gedser. Det viste sig, at manden havde et forbud, der gælder til 2024, mod at rejse ind i landet. Derfor blev han anholdt og sigtet efter udlændingeloven.
NAKSKOV: Drenge smadrede ruder
Politiet fik søndag klokken 21.10 en anmeldelse om, at der gik nogle personer rundt i en baghave på Løjtoftevej i Nakskov og smadrede ruder. Kort efter var en patrulje på stedet, og her fik betjentene fat på tre drenge på hhv. 13, 13 og 15 år. Der blev talt med store bogstaver fra betjentenes side, og den 15-årige blev sigtet for hærværk. De sociale myndigheder blev desuden kontaktet.
SLAGELSE OG SORØ: Hærværk og ballade i tog
Natten til mandag fik politiet flere anmeldelser om en mand, der tilsyneladende ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Først var der blevet hørt høje råb og skrig fra et område ved Svendsgade i Slagelse. Her fandt en patrulje omkring klokken 3.00 frem til en 29-årig mand fra Toreby, som gik rundt i området. Han erkendte, at han nok havde larmet lidt, og betjentene bad ham være stille og opfordrede ham til at gå hjem. Men det gjorde han ikke. I stedet tog han ned på Slagelse togstation, hvor han fortsatte med at råbe, og samtidig smadrede han også en rude på stedet. Så politiet blev igen tilkaldt, og denne gang blev den 29-årige udstyret med meget tunge alvorsord og en sigtelse for hærværk. Men det afskrækkede ham tilsyneladende ikke, for i toget på vej til Sorø lavede han igen ballade og var voldsom og råbende. Desuden havde han heller ingen billet. Så en politipatrulje tog imod ham på Sorø Station, hvor han blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen og taget med i detentionen.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Bandholm | Lindstrømsvej | Lørdag kl. 12.30 – søndag kl. 13.00 | Computere |
Faxe | Bonderødvej | Fredag kl. 9.00 – 10.30 | Pung med kontanter og kort |
Kalvehave | Præstøvej | Onsdag kl. 10.00 – lørdag kl. 8.00 | Kontanter |
Korsør | Linde Alle | Lørdag kl. 19.30 – 22.00 | Kontanter |
Maribo | Maribovej | Lørdag kl. 12.00 – søndag 18.17 | Vides endnu ikke |
Mågevej | Sakskøbing | Fredag kl. 22.57 – lørdag 23.57 | Smykker |
Nakskov | Bygvænget | Torsdag kl. 12.00 – lørdag kl. 11.45 | Vides endnu ikke |
Nakskov | Teglmarken | Fredag kl. 9.30 – søndag kl. 16.40 | Vides endnu ikke |
Næstved | Hvedevænget | Fredag kl. 8.00 – 19.20 | Rød cykel |
Næstved | Toften | Onsdag kl. 10.00 – lørdag kl. 9.00 | Ur-etui |
Næstved | Solbakkevej | Lørdag kl. 18.00 – 21.00 | Pung med diverse kort |
Næstved | Præstøvej | Mandag kl. 3.30 | Lamper og kontanter |
Sakskøbing | Mågevej | Torsdag kl. 17.00 – fredag kl. 15.00 | Kontanter |
Sakskøbing | Mågevej | Torsdag kl. 7.00 – søndag kl. 11.45 | Computer, telefon, smykker og kontanter |
Solsikkevej | Sakskøbing | Torsdag kl. 14.00 – lørdag 7.55 | Intet |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Eskilstrup | Sydmotorvejen | Lørdag kl. 13.59 – 15.15 | ATK | 550 | 50 | 90 km/t | 131 km/t | 9 klip |
Faxe | Køgevej | Lørdag kl. 15.55 – 21.15 | ATK | 464 | 52 | 60 km/t | 120 km/t | 5 klip og 2 betingede frakendelser |
Haslev | Karisevej | Fredag k. 7.08 – 11.00 | ATK | 447 | 10 | 70 km/t | 88 km/t | 0 |
Haslev | Karisevej | Søndag kl. 15.58 – 21-20 | ATK | 363 | 39 | 70 km/t | 132 km/t | 8 klip og en betinget frakendelse |
Korsør | Storebæltsbroen | Fredag kl. 6.57 – 13.00 | ATK | 7992 | 117 | 110 km/t | 145 km/t | 0 |
Lundby | Kaj Lykkesvej | Fredag kl. 10.59 – 14.00 | ATK | 153 | 15 | 50 km/t | 67 km/t | 0 |
Maribo | Sydmotorvejen | Fredag kl. 17.48 – 19.30 | ATK | 430 | 34 | 110 km/t | 150 km/t | 1 klip |
Nykøbing F | Gaabensevej | Lørdag kl. 16.45 – 20.00 | ATK | 454 | 7 | 50 km/t | 66 km/t | 0 |
Næstved | Østre Ringvej | Fredag kl. 7.59 – 9.59 | ATK | 648 | 10 | 60 km/t | 79 km/t | 0 |
Næstved | Svendborgvej | Fredag kl. 16.43 – 21.50 | ATK | 259 | 23 | 50 km/t | 68 km/t | 0 |
Rødby | Nakskov Landevej | Fredag kl. 14.42 – 17.15 | ATK | 235 | 12 | 60 km/t | 88 km/t | 1 klip |
Rødby | Havnevej | Søndag kl. 15.30 – 17.15 | ATK – bestilt færdselskontrol | 100 | 3 | 50 km/t | 70 km/t | 1 klip |
Rønnede | Saksholmvej | Fredag kl. 5.17 | ATK – bestilt færdselskontrol | 8 | 0 | - | - | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Guldborg | Blichersvej | Fredag kl. 16.41 – 17.31 | Fire blev målt til at køre så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet. |
Nykøbing F. | Flere steder | Fredag kl. 13.00 | En blev sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon, mens han kørte bil, og en blev målt til at køre så hurtigt, at han står til et klip i kørekortet. Han var desuden påvirket af euforiserende stoffer og havde fejl og mangler på sin bil. |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Gedser | Jerbanevejen | Fredag kl. 20.30 | 28-årig mand fra Haslev | Kørsel i påvirket tilstand |
Gedser | Jernbanevejen | Søndag kl. 22.50 | 31-årig mand fra Polen | Kørsel i påvirket tilstand |
Karise | Dalbyvej | Søndag kl. 10.19 | 39-årig mand fra Hårlev | Spirituskørsel |
Nakskov | Nakskov Havn | Søndag kl. 18.01 | 25-årig mand fra Nakskov | Kørsel i påvirket tilstand |
Nykøbing F | Gaabensevej | Fredag kl. 13.00 | 23-årig mand fra Præstø | Kørsel i påvirket tilstand |
Nykøbing F. | Ndr. Ringvej | Søndag kl. 0.01 | 22-årig mand fra Idestrup | Kørsel i påvirket tilstand |
Rødby | Færgestationsvej | Lørdag kl. 2.30 | 24-årig mand fra Sverige | Kørsel i påvirket tilstand |
Rønnede | Ny Næstvedvej | Fredag kl. 18.56 | 73-årig kvinde fra Rønnede | Spirituskørsel |
Slagelse | Skovsøgade | Lørdag kl. 21.20 | 20-årig mand med ukendt adresse | Kørsel i påvirket tilstand |
Stenlille | Nordskovvej | Søndag kl. 11.15 | 28-årig kvinde fra Stenlille | Kørsel i påvirket tilstand |
Stokkemarke | Tjennemarkevej | Fredag kl. 18.03 | 28-årig mand med ukendt adresse | Kørsel i påvirket tilstand |
Vordingborg | Københavnsvej | Lørdag kl. 0.09 | 23-årig mand fra Vordingborg | Spirituskørsel |